|
Anders Juel Hansen, Informationschef, Boligkontoret Danmark skriver
Helene Hjort Knudsen var fra 1996 til 2006 ansat i Boligkontoret Danmark som informations- og udviklingsmedarbejder. Her har hun taget sig af alle typer kommunikationsopgaver lige fra interviews og artikler, kurser og konferencer, udvikling og implementering af hjemmeside - til pressekontakt, strategi for kommunikation, markedsføring, kampagner og rådgivning i mange typer ad hoc kommunikationsopgaver. Ved siden af den daglige produktion har hun været tovholder på flere store projekter.
Sådan kender jeg Helene:
- Hun er en super loyal kollega, der er nem at arbejde sammen med og har et godt humør,
- Hun har et stort drive, er både idérig og meget resultatorienteret,
- Hun har overblik og er ualmindeligt god til at planlægge sit arbejde,
- Hun er selvkørende, men kan også sige til, når hun har brug for sparring,
- Hun fører projekterne fra idé til mål indenfor de økonomiske og tidsmæssige rammer,
- Hun har en flydende pen og skriver bare godt.
I 2005 - 2006 stod Helene for Boligkontorets markedsføringsindsats omkring ledige boliger med hjemmesiden ledigeboliger.dk og udlejningsbrochurer for vores 60 medlemmer - en stor logistisk opgave i en decentral organisation. Hun tog brugerne med på råd, og både hjemmeside og brochurer har høstet stor anerkendelse.
Jeg kan varmt anbefale Helene og uddyber gerne ovenstående.
Christa Hauser, tidl. leder af Vidensnetværket, Danske Handicaporganisationer skriver
En del af Vidensnetværkets hjemmeside består af personhistorier, om hvordan det er lykkedes for mennesker med sygdom og handicap at komme i beskæftigelse.
Helene har udarbejdet disse historier til Vidensnetværkets hjemmeside og har interviewet både medarbejder, arbejdsgiver og jobkonsulent - for på denne måde at få flere vinkler på, hvad der virker, når mennesker med sygdom og handicap skal i job. Jeg vil særligt påpege, at jeg oplever, at Helene:
- Har en udviklet indlevelsesevne og har forstået at nærme sig interviewpersonerne med lydhørhed, åbenhed og nysgerrighed og med fokus på formålet med historierne,
- Er god til at skabe tillid til de interviewede og på den måde få en god dialog,
- Er god til at fokusere på vigtige elementer i historierne - hvad er det, der virker, når mennesker med sygdom og handicap skal i beskæftigelse,
- Har en levende og inspirerende skrivestil,
- Afleverer opgaven til den aftalte tid,
- Er nem at samarbejde med og er løsningsorienteret.
Foto: Mikal Schlosser.
|